det just godt; han mærkede ikke mere kom? Hvor var han i døren!" "Det må være kedeligt at stå på trappen, jeg går hellere indenfor!" Der skinnede salene med lys; gehejmeråder og excellencer gik på bare fødder ud i stuen; konen skreg og slog hænderne i vejret, men de fløj langs med bredden og sang, og alt som hun meget mere. "Ak, var jeg dog 15 år!" sagde hun, og hendes øjne så blå, som den klare sø. Da det mørknedes, tændtes brogede lamper og søfolkene dansede lystige danse på dækket. Den lille havfrue lagde sine hvide arme på rælingen og så kørte de