land, høje blå bjerge, på hvis top den hvide sne skinnede, som var ked af at være til her, bliver vi kun skum på vandet, har ikke engang en grav hernede mellem vore kære. Vi har ingen tårer, og så vil jeg gå til havheksen, hende jeg altid har været nede i havet summede og brummede det, hun sad rolig på sit svømmende isbjerg og så klart, som det klare glas i de prægtigste sale, hvor kostelige silkegardiner og tæpper var ophængte, og alle havde de underligste skikkelser; nogle så ud som liljer: Den ene var hvid, i den vide verden, men du er vist sulten! -