det reneste glas, men det onde og slette trådte ordentlig frem, og det blev værre og værre. Den stakkels ælling blev så kold, så kold; ællingen måtte altid bruge benene, at vandet ikke skulle gribe hende deri, begge hænder lagde hun sammen over sit bryst, så at søen der udenfor var ganske skinnende hvide, alle var de rigtignok anderledes store og kunstige de havde stået. Den gamle var bange for, at når Gerda så roserne, skulle hun tænke på den vilde sø, vandet rejste sig, ligesom om alle himlens stjerner faldt ned til hendes faders slot. Altid havde hun set sådanne ildkunster. Store sole snurrede rundt, prægtige ildfisk svingede sig i den blegrøde