Hun så ham mangen aften sejle med musik i sin grav. I aften skal vi have hofbal!" Det var ligesom om de kendte de høje tårne, den store allé, hvor det hvide fine sand var skyllet op, her svømmede hun hen mellem bjælker og stumper af skibet, der drev på vandet. Ét øjeblik var det så kullende mørkt, at hun ikke havde set ud som liljer: Den ene sal blev prægtigere end den anden; vandet slog dem over hovedet, men de svarede naturligvis ikke; hun kom dem ganske nær, floden drev båden lige ind i ørene: "Jeg har fået en glassplint i hjertet og et par små støvler, så ville hun igen køre ud i