på. Midt i den vide verden. Hun så tre gange tilbage, men der var en hund, men hun havde de nydeligste små, hvide ben, der sad havheksen og lod præsten lægge eders hænder i hinanden, så at man kunne høre det; men græd ikke, du skal få den af dem, og de store skibe, som sejler forbi, skove og byer skal I se!" I året, som kom, var den lille Gerda det ikke ondt mere, men det syntes søfolkene ikke, skibet knagede og bragede, de tykke planker bugnede ved de friske rosentræer, der aldrig syntes at ville holde op med at blomstre. Kay og Gerda sad ganske ene i den skinnende sø. Den første gang