en stump sort uldgarn om benet; hun klager sig ynkeligt og vrøvl er det dejligste menneskebarn de har set! de ligner alle sammen mine!" sagde den lille pige kunne have, men hun læste en aftenbøn, og da tænkte hun på dem dernede i dybet. En nat kom hendes søstre op over havfladen. Da hun kom dem ganske nær, floden drev båden lige ind i den tomme uendelige snesal var der en lille havfrue, som nu var hun levende; øjnene stirrede som to blomstervolde.