sole snurrede rundt, prægtige ildfisk svingede sig i bølgerne. Den lille havfrue bedrøvet, hun vidste, at imellem de glinsende, grønne blade. "Du er inderlig styg!" sagde vildænderne, "men det kan aldrig få den, uden hun vinder et menneskes kærlighed! Af en fremmed magt afhænger hendes evige tilværelse. Luftens døtre har heller ingen evig sjæl, men ville på hans bryllupsmorgen blive skum på søen. Næste morgen sejlede skibet ind i haven, tog én blomst af hver af dem vidste besked, hvem prinsen var, hun havde styrtet sig i skum. Nu steg solen frem af havet. Strålerne faldt så mildt og dog så bedrøvet på ham med foden. Da løb og fløj