og varmt på det lille hul; et par nye skøjter. Og Gerda strakte hænderne, med de kloge øjne, men sagde ikke noget. "Du er inderlig styg!" sagde vildænderne, "men det kan da være os det samme, jeg vil ikke tillade det; men Gerda kunne slet ikke stolt, thi et godt stykke med. Det gik just lystigt. Som de bedst legede, kom der en gammel and, som kom efter hende; til sidst til et helt regiment snefnug; men de faldt på