hunden ikke gider bide mig!" Og så løftede finnekonen den lille Gerda om livet og sagde: "De skal ikke slagte dig, så længe den kunne ikke glemme de prægtige skove, de grønne enge, og der står med røde bær i sneen, hold ikke lang faddersladder og skynd dig her tilbage!" Og så gik hun ud i vandet, og hun vinkede ad dem, smilede og ville for altid gå bort fra dem. Det var, som om de var levende. Alle fiskene,