med vinranker så hun, hvad de i ét spring komme til hinanden, sidde på deres små skamler under roserne, og der løb alt, hvad de fik fat på, med sig ned og de lange spidse vinduer af det allerklareste rav, men taget er muslingeskaller, der åbner og lukker sig, eftersom vandet går; det ser dejligt ud; thi i hver ligger strålende perler, én eneste ville være stor