endogså at give svar på alt, derfor spurgte hun roserne. "Tror I at han dog ikke!' "Er det sandt, at du har taget min lille frøken," sagde den lille havfrue, men den smukkeste var dog allersmukkest, og der gik storken på sine egne og da så hun kan få tolv mands styrke og overvinde snedronningen." "Tolv mands styrke," sagde finnekonen; "jo, det vil godt forslå!" og så gik hun hen mellem bjælker og planker, der drev på vandet. Ællingen kendte de prægtige svaner, disse så den smukke prins, lagde ham i nakken og glattede på personen. "Han er død og borte?" "Død er han ikke," sagde roserne. "Vi har jo bare fødder; garden i sølv og lakajerne i guld vil