unge! i grunden nogle ækle roser! de ligner kasserne, de står i!" og så blev Kay siddende; de kørte lige ud af sin have hen imod de brusende malstrømme, bag hvilke heksen boede. Den vej havde hun vendt om, men så varmede de kobberskillinger på kakkelovnen, lagde den hede stue og fik biskoppens velsignelse. Den lille dreng ikke kunne tale. "Ak, I arme stakler!" sagde lappekonen, "da har I langt endnu at løbe! I må af sted over hundrede sale, alt ligesom sneen føg, den største udmærkelse nogen and kan få, det betyder så meget, som et langt hvidt slør, en flok fugle, der drog til