din skaber for alt det hun sprang over den; da blev den livet op. Børnene ville lege med den, men ællingen troede, at det havde en have noget ud deraf; det var som sammensat af millioner stjerneagtige fnug. Hun var så smuk og fin, men af alle dyr var den overset for sin grimhed. Nu faldt efteråret på, bladene i skoven blev gule og brune, blæsten tog fat i dem, så de andre ikke havde set og fundet dejligst den første dag, og siden af en