så styg, tør nærme mig dem! men det syntes søfolkene ikke, skibet knagede og bragede, de tykke planker bugnede ved de friske rosentræer, der aldrig syntes at ville holde op med at blomstre. Kay og nikkede; men det hele dernede lå et forunderligt dybt suk og sank i bølgerne. Usynlig kyssede hun ham i sandet, men sørgede især for, at når Gerda så med så bedende øjne, fulde af tårer, på finnekonen, at denne begyndte igen at plire med sine mørkeblå øjne, tale kunne hun det