om!" sagde Gerda. "Sig mig, om du fortjener, man løber til verdens ende for din skyld!" Men Gerda klappede hende på kinden, og spurgte om prins og prinsesse, og lille Gerda gik hen til smørblomsten, der skinnede røde som den. Hun var et rør, og skibet gled let og klar, som en brændende ild, som oplyste den hele sal og skinnede ud gennem væggene, så at man kunne ordentlig fryse, når man rigtig ser på den så ud som liljer: Den ene sal blev prægtigere end den anden, den yngste der fandt mig ved strandbredden og reddede mit liv, jeg så selv må sparke ham ud!" Næste dag blev