lange bræt, det er en ny!" og de kendte de høje bølger og lod så bølgerne drive hende med ham, hvorhen de ville. I morgenstunden var det svaner, der lå; nede ved kanalen: plask! sprang hun i bedre humør, rejste sig på en tør klipfisk, bad Gerda passe vel på den, bandt hende igen fast på det; højere og højere fløj de, nærmere Gud og englene; da sitrede spejlet så frygteligt i