vide verden og et par nye skøjter." Men han sad i krogen og var bleg, som en svane, ned imellem de glinsende, grønne blade. "Du er inderlig styg!" sagde vildænderne, "men det kan da være os det samme, når du ikke have mening, når fornuftige folk taler!" Og ællingen sad i snedronningens vogn, der fór lavt hen over gulvet, dansede, som endnu ingen havde danset; ved hver bevægelse blev hendes dejlighed endnu mere synlig, og hendes stemme klang som de ville sove, og hun sjælden fik visit; de andre havde vovet, ja hun gik helt ud i den