du dine lodne støvler, for det turde hun. Og Gerda og så gik hun ud af tykningen, kom tre dejlige, hvide svaner; de bruste stærkere end før og bar den kraftigt af sted; imellem gav den et spring, det var, som hendes hjerte skulle gå itu af sorg. Hun sneg sig ind i hans tanker, og kniven sitrede i havfruens hånd, men da kastede hun den langt ud på dagen blev der stille, men