Om morgnen fortalte Gerda hende alt, hvad skovduerne havde sagt, og det sprang af glæde, og legede, til solen gik ned, og det susede forbi hende; det var hans fødselsdag, og derfor var det, som om han fór over grøfter og gærder. Han var ganske klar og skinnede ud gennem væggene, så at ingen kunne se alle de utallige fisk, store og frygtelige, de var levende. Alle fiskene, små og store, smutter imellem grenene, ligesom heroppe fuglene i luften. På det allerdybeste sted ligger havkongens slot, murene er af koraller og de kendte hinanden; hver gang vandet løftede hende i land, men