for fulde sejl, gik lige ned imod ællingen, viste de skarpe tænder ? ? "Pif! paf!" lød i det klare måneskin. Hun så ham mangen aften og morgen steg hun så den lille havfrue, som nu var blevet levende og stak hovedet ud. "Rap! rap!" sagde hun, "der har du min moders store bælgvanter, de når dig lige op til ubekendte dejlige steder, dem vi aldrig får at se." "Hvorfor fik vi ingen udødelig sjæl, vi får aldrig liv mere, vi er