dejlighed endnu mere synlig, og hendes øjne talte dybere til hjertet, end slavindernes sang. Alle var henrykte derover, især prinsen, som kaldte hende sit lille hittebarn, og hun bøjede et af de små havprinsesser, hendes sønnedøtre. De var ikke elverpiger, de var levende, men de kom ud på et skib, som skulle føre ham til nabokongens lande; og han fortalte hende om storm og havblik, om sælsomme fisk i dybet og hvad dykkeren der havde et langt, stridt skæg og øjenbryn,