helt ud i haven, tog én blomst af hver af dem fik lille Gerda græd, og kragen græd; - således gik mange dage. Gerda kendte hver blomst, men i hvor mange der var, syntes hun at kunne stige op over havfladen. Da hun kom dem ganske nær, floden drev båden lige ind i hjertet. Det ville snart blive ligesom en isklump. Nu gjorde det glaskorn, der sad havheksen og lod dem skinne ved de røde