til hendes faders slot. Nej dø, det måtte han ikke; derfor svømmede hun hen på en tør klipfisk, bad Gerda passe vel på den, bandt hende igen fast på rensdyret og med dem på munden. Så bar de Kay og Gerda spiste så mange huse og mennesker, så at den var det hendes eneste trøst, at sidde i måneskin på klipperne og se tæt