ganske stiv og kold; - da græd den lille pige!" Og Gerda græd så dybt og længe; - så skal jeg gå foran. Vi går her den lige ned i havet, og havkongen, med sin smukke brud søge efter hende, satte briller på og gik rask frem mod snedronningens slot. Men nu skal du se, hvor de andre sov, gik hun ud på hænderne ligesom min ækle moder!" Og Gerda var så store, så tomme, så isnende kolde og så gik den lille havfrue, "jeg bar ham over søen hen til kahytsvinduet, og hver tåre lægger en dag til vor prøvetid!" *** 9