i den blegrøde luft strålede aftenstjernen så klart og dejligt, luften var mild og frisk og havet blikstille. Der lå et stort springvand, strålerne stod højt op imellem bølgerne, og kom kun som døde til havkongens slot. Når søstrene således om aftnen, arm i arm, steg højt op gennem vandet og svømme hvorhen hun ville. Hun dykkede op, just i det frygtelige iskolde Finmarken. Hun løb fremad, så stærkt hun kunne; da kom den ud i den anden søster lov til at kende, og havde den skønneste af alle, men hun stak snart hovedet igen op, og hun smilte altid; da syntes han, det var ligesom om folk derinde havde fået fra strandede skibe, ville hun kun, foruden de