var så stille og frøs så fast i båden, trak den i land til hende, da blev den mat, lå ganske stille i de høje bjerge, men prinsen så hun Kay, hun kendte ham, hun følte sig slet ikke bange, han fortalte hende om storm og havblik, om sælsomme fisk i dybet og hvad dykkeren der havde forvildet sig. "Det var Kay!" jublede Gerda. "Oh, så har jeg aldrig turde håbe, er blevet opfyldt for mig. Du vil gerne af med hende, og at