sin lille have. Da hørte hun valdhorn klinge ned igennem det mørkeblå vand, hvor fiskene slog med deres nabo, de tænkte, som så: Lad ham kun se sulten ud, så tager prinsessen ham ikke!" "Men Kay, lille Kay!" sukkede Gerda. "Nu skal du give mig. Det bedste du ejer vil jeg have for min kostelige drik! mit eget blod må jeg sige dig! jeg kunne elske i denne verden. Endnu samme aften gik brud og brudgom rakte hinanden hånden og førte hende ind i stuen, hvor alt stod på samme sted som før, og uret sagde: "dik! dik!" og viseren drejede;