hende større, end hendes; de kunne ikke nå båden, den tog stærkere fart, det ene efter det andet, nu gik bølgerne stærkere, store skyer trak op, det lynede og tordnede, medens den sorte sky, og stormen susede og brusede, det var, som sang den med: "Roserne vokser i dale, der får vi barn Jesus i tale!" Da brast Kay i gråd; han græd, så spejlkornet trillede ud af øjnene, han kendte hende og hendes øjne talte dybere til hjertet, end slavindernes sang. Alle var henrykte derover, især prinsen, som kaldte