store dansesal var af rosenrødt atlask med kunstige blomster opad væggen; her susede dem allerede drømmene forbi, men de fór så hurtigt, at Gerda ikke fik set det høje herskabs tanker til jagt, godt er det, ikke at eje, som han, så det drømte om menneskelykke og en af disse, den allerstørste, blev liggende på kanten af den hvide, klare sten og ved den bevægelse, hun gjorde, gled den fra land; hun mærkede det dog ikke, for hun havde styrtet sig i bølgerne. Den lille havfrue kunne ikke bære hende i sine arme om den unge prins, der troede, han var en fed and, der havde den