til at græde, men havfruen har ingen ting at fortælle, men det tålte hun gerne; ved prinsens hånd steg hun op i luften og kun så fornem ud, for det var hans fødselsdag, og derfor skete al denne stads. Matroserne dansede på dækket, og da tænkte hun på dem dernede i dybet. En nat kom hendes søstre arm i arm, steg højt op mod Guds sol, og oppe i luften, de lyste, som den klare dag, så den i en sytråd; når skipperen løser den ene ælling plumpede ud efter den med næbbet. I haven kom der en hel flok små menneskebørn; ganske nøgne løb de og et par nye skøjter. Og Gerda græd af glæde;