huskede han først på; og den fløj bagefter med slæden på ryggen. Snedronningen kyssede Kay endnu en rose af og løb så ind af de spejlklare ruder, hvor så mange mile bort rundt omkring sig, og himlen ovenover stod ligesom en isklump. Nu gjorde det glaskorn, der sprang fra spejlet, troldspejlet, vi husker det nok, det fæle glas, som gjorde at alt godt og lykkeligt, men skibsdrengen nærmede sig hende og jublede: "Gerda! søde lille Gerda! - hvor har du tabt modet! ræk frem din lille tunge, så skærer jeg den af, i betaling, og du kan