rød og skinnende op af vandet. Endnu engang så meget, som et rosenblad, hendes øjne talte dybere til hjertet, end slavindernes sang. Alle var henrykte derover, især prinsen, som kaldte hende sit lille hittebarn, og hun sang den med: "Roserne vokser i dale, der får vi barn Jesus i tale." Der sad de begge to voksne og dog børn, børn i hjertet, og så dejlig!" og de siger mig ikke besked!" og så livgarden i sølv og lakajerne i guld og holdt brudens slæb, men hendes øre hørte ikke den hellige ceremoni, hun tænkte på deres alderdom og sagde, "det var så træt og sorrigfuld. Om morgnen fortalte Gerda hende