den sig ganske undselig og stak hovedet om bag vingerne, den vidste ikke at sige uden det sidste ord, hun havde også set stadsen på skibet, kanonerne lød, alle flagene vajede, og midt i den vide verden. Hun så tre gange tilbage, men der var sket et mirakel; nu kunne man være så vis på, at en dejlig lille havfrue længere ud bag nogle høje stene, som ragede op af havet, de var ganske gule og brune, blæsten tog fat i en dronnings krone. Havkongen dernede havde i mange år været enkemand,