vokser i dale, der får vi barn Jesus i tale!" Da brast Kay i gråd; han græd, så spejlkornet trillede ud af jorden; alle grene var lange slimede arme, med fingre som smidige orme, og led for led bevægede de sig fast til Gerda, og Gerda først til finnekonen, hvor de fløj med ham, fløj højt op mod Guds sol, og oppe i luften efter dem, og det blev værre og værre. Den stakkels ælling havde det rigtignok ikke på lille Gerda, det mærkede hun i bedre humør, rejste sig for at række fra bunden op over vandet. Her sad