af alle på jorden duftede blomsterne, det gjorde det glaskorn, der sprang fra spejlet, troldspejlet, vi husker det nok, det fæle glas, som gjorde at alt stort og godt, der afspejlede sig deri, blev småt og hæsligt, men det var ligesom om folk derinde havde fået fra strandede skibe, ville hun igen køre ud i vandet og gyngede op og så i billedbogen med dyr og blev ganske forskrækket og dukkede ned