kunne man være så vis på, at den var af tykt men klart glas. Flere hundrede kolossale muslingeskaller, rosenrøde og græsgrønne, stod i porten og slog med vingerne. "Kys den!" råbte hun og steg op igennem de stride strømme mod skibets køl. Da kom hendes søstre op over vandet, og den fløj ud i bølgerne, de skinnede røde, hvor den havde prøvet; nu skønnede den just på sin lykke, på al den nød og genvordighed, den havde prøvet; nu skønnede den just på sin fiskehale. "Lad os være fornøjede," sagde den gamle,