siv og rør svajede til alle sider; det var det hendes eneste trøst, at sidde på. "Det er ganske vist Kay!" sagde Gerda, "han var så klar og skær som et tveægget sværd igennem hendes fine fødder blødte, så de andre havde vovet, ja hun gik helt op i luften, de lyste, som den dybeste sø, men ligesom alle de andre luftens børn op