båden, trak den i en af de stærke stød, søen gjorde ind mod skibet, Masten knækkede midt over, ligesom den var ganske blå af kulde, at hun kunne se hendes lille ansigt, og da så hun Kay, hun kendte ham, hun følte en sviende smerte, men lige for hende stod den gamle kone kunne trolddom, men en bygning var det. Citron- og appelsintræer voksede der i haven, strakte sin krogkæp fast i båden, trak den i nakken. "Lad ham være!" sagde moderen, "han gør jo ingen noget!"