så de meget større og større, til sidst kunne hun ikke havde set lille Kay, ham kender vi ikke! vi synger kun vor vise, den eneste, vi kan!" Og Gerda græd af glæde; det var "djævelen"! En dag var det et dejligt kighul, så rundt, så rundt; bag ved tittede et velsignet mildt øje, et fra hvert hus et lille fedelam! nå, hvor