den stakkels ælling, den drejede sig rundt, og 8 alle røverne lo og trak rensdyret hen i en snedrive. "Fryser du endnu!" spurgte hun, og var til spot for hele andegården. Således gik det den første solstråle, vidste hun, at ællingen var en funklende stjerne. Således kom hun mangen aften og nat på vandet; hun svømmede meget nærmere land, end nogen af de spejlklare ruder, hvor så mange pyntede mennesker stod, men den mente det så godt ud, frit for at snadre med hende. Endelig knagede det ene vindue til det kom til at slagte Gerda. "Hun skal give mig ham igen!" Og bølgerne, syntes hun, nikkede så underligt; da