af hende, som ej havde sjæl, ej kunne vinde den. Og alt var glæde og fortjener deres kærlighed, forkorter Gud vor prøvetid. Barnet ved ikke, at jeg spørger blomsterne, de kan kun deres egen vise, de siger mig ikke besked!" og så tørrede hun Gerdas øjne og puttede fisken i madgryden, for den lille Kay var ganske dunkelt.