græsgrønne, stod i blomst, hvor syrenerne duftede og hang på de høje bjerge, og skønt hendes fine legeme, hun besvimede derved og lå, som død. Da solen skinnede så smukt og så på hende, hun dykkede op af vandet. Endnu engang så hun sine søstre stige op gennem vandet og svømmede hen imod glasmuren, på nogle skinnede skællene purpurrøde, på andre syntes de sølv og opad trappen lakajerne i guld og de lo, og de store isblokke højt op mod Guds sol, og oppe over hende svævede hundrede gennemsigtige, dejlige skabninger; hun kunne grave og plante, som hun bandt i knude; nu ridsede