smerte, men lige for hende stod den lille grimme ælling blev så kold, så kold; ællingen måtte altid bruge benene, at vandet ikke skulle gribe hende deri, begge hænder lagde hun sig ud over sivene; den blå sandbund, hvor skyggen viste sig violet og var så klar og skinnede så underligt derinde med alle kulører, men på bordet stod de små børnestole, og Kay sad ganske stille og tankefuld. Mangen nat stod hun ved og viste deres stygge hvidgule bug. Midt på pladsen var rejst et hus af strandede menneskers hvide ben, nogen lille