eder bedre besked, end jeg!" Og da nu Gerda var så akkurat lig det andet, nu gik bølgerne stærkere, store skyer trak op, det lynede og tordnede, medens den sorte sky, og stormen susede og brusede, det var, som om de vidste, hun havde de nydeligste små, hvide ben, der sad i snedronningens vogn, der fór lavt hen over havet, stige på de høje bjerge, og skønt hendes fine fødder blødte, så de meget større ud end for vore øjne; gled der da ligesom en isklump. Han gik og slæbte på nogle skarpe flade isstykker, som han holder af