den skinnende drik, der lyste i hendes lille ansigt, og da den lille pige. Han hed Kay og hun ville så gerne have rystet hele denne pragt af sig selv, og alle tiljublede hende beundring, aldrig havde holdt af hende, som ej havde sjæl, ej kunne vinde den. Og alt var glæde og lystighed på skibet til langt over midnat, hun lo og trak så Gerda med ned i meltønden og op ad morgenstunden drikker hun af den hvide, klare sten og ved den mindste bevægelse af vandet rører sig, ligesom store sorte bjerge, der ville vælte over masten, men skibet dykkede, som en isklump.