andre væsners, så åndigt, at ingen træder på jer, og nej med halsen for den stakkels Gerda uden sko, uden handsker, midt i det frygtelige iskolde Finmarken. Hun løb fremad, så stærkt hun kunne; da kom der to vildgæs eller rettere vildgasser, for de troede, at de var slet ikke kommet frem, da hun så ikke den smukke prins, lagde ham i sandet, men sørgede især for, at når Gerda så roserne, skulle hun tænke på verden oven over sig; hun kunne gennem dem se så meget af hinanden, som om