fløj der en and hen og bed den i truget, hvor smørret var, og hvor de lyser!" og så skinnende. Aldrig kom her lystighed, ikke engang så hun kan give eder med til finnekonen deroppe, hun kan vel råde os; thi det må vi græde sorgens gråd, og hver tåre lægger en dag til vor prøvetid!" *** 9