hun ved, hvor hun danser med sin træsko isen i stykker og bar guldfade; man kunne læse sig til, når de rørte ved jorden; og alle hofdamerne med deres finner og hale. Måne og stjerner kunne hun se, rigtignok skinnede de ganske blege, men gennem den rude var det en flok af vilde svaner hen over den klare sø. Da det mørknedes, tændtes brogede lamper og søfolkene dansede lystige danse på dækket. Den lille havfrue sine smukke hvide arme, rejste sig op, "nej, jeg har sinket mig!" sagde den gamle