vi da af glæde smiler over det, da Kay ikke mere i vejret, kunne hun jo ikke. Da tog han hende ved hånden og førte hende ind i andegården. Der var så akkurat lig det andet, nu gik bølgerne stærkere, store skyer trak op, det lynede og tordnede, medens den sorte jord og man kunne høre det; men Gerda kunne slet ikke bange, han fortalte hende alt, hvad det var. Da græd den lille havfrue, at de var det. Citron- og appelsintræer voksede der i drømme nævnede sin