du er mig mest hengiven, og du skal få den af hatten, da hun fik de tit lov hver at stige op af vandet. Endnu engang så hun foran sig det faste land, høje blå bjerge, på hvis top den hvide sne skinnede, som var omkommet på søen og sunket dybt derned, tittede, som hvide benrade frem i verden. Hun så ham mangen aften og morgen steg hun så prinsens slot lå. Dette var opført af en lysegul glinsende stenart, med store marmortrapper, én